Ficus lyrata: det lyreformede blad og figenens skjulte blomster

De fleste kender Ficus lyrata på bladet: stort, læderagtigt og formet som en violin eller en lyre. Færre ved, at plantens blomster aldrig kommer til syne. De sidder gemt inde i selve figenen, og uden en ganske bestemt hveps sætter arten aldrig spiredygtigt frø. Netop den skjulte blomstring er grunden til, at en Ficus lyrata i en dansk stue kan leve i årtier uden nogensinde at bære frugt.

Et blad formet som en lyre

Artsepitetet lyrata henviser til bladformen. Bladpladen er bred og afrundet foroven, ofte indsnævret på midten og igen udvidet mod grunden, så omridset minder om en lyre eller en violinkrop. Bladene er store, tykke og læderagtige med tydeligt indsænkede ribber og en bølget rand. Det er dette karaktertræk, ikke blomsterne, folk genkender arten på, for under stueforhold blomstrer den stort set aldrig. Bladene sidder spredt langs grenene og bliver hos et veletableret træ i naturen betydeligt større og kraftigere end på de unge planter, man møder i handelen, et træk arten deler med mange træer, hvis ungdoms- og voksenform er tydeligt forskellige.

Arten blev videnskabeligt beskrevet af den tyske botaniker Otto Warburg i 1894 (Warburg 1894). Den hører til morbær-familien Moraceae og til den store slægt Ficus, der rummer godt 800 arter fordelt på flere underslægter. Ficus lyrata placeres i underslægten Urostigma, sektion Galoglychia - den afrikanske gren af de såkaldte kvælerfigner (figweb).

Som alle arter i Moraceae fører Ficus lyrata en hvid, mælkeagtig saft (latex) i alle plantedele, der løber frem ved brud. Vækstpunktet i skudspidsen er dækket af et sammenrullet akselblad, en stipel, som falder af og efterlader et tydeligt ringformet ar rundt om grenen ved hvert nyt blad. Det er et kendetegn for hele slægten Ficus, og de kopformede stipler har netop givet navn til sektionen Cyathistipulae, som arten hører til (figweb).

Fra Vestafrikas regnskov, som hemiepifyt

Artens naturlige udbredelse er det vestlige og vestlige centrale tropiske Afrika. Efter Plants of the World Online strækker den sig fra Sierra Leone i vest til Cameroun og Gabon, med forekomster i blandt andet Ghana, Nigeria, Elfenbenskysten og Liberia, i lavlandets tropiske regnskov (POWO). Det er et helt andet lys og klima end vindueskarmen, og artens vækstform er formet efter skoven.

Ficus lyrata er en hemiepifyt (POWO). Frøet spirer ofte oppe i en anden træs krone, hvor en fugl eller et pattedyr har efterladt det, og planten sender derfra luftrødder ned mod skovbunden. Når rødderne når jorden og fortykkes, kan de med tiden omslutte værtstræet. Det er den vækstmåde, der har givet underslægten Urostigma tilnavnet kvælerfigner: værten kvæles ikke af gift, men af et net af rødder, der strammer til, efterhånden som figen vokser sig stor. Ikke alle individer ender som egentlige kvælere, men evnen til at begynde livet højt oppe og først senere nå jorden er gennemgående i gruppen.

Bladskiftet følger samme mønster som hos mange klatrende og epifytiske regnskovsplanter: ungplanten ser anderledes ud end det voksne, frugtbærende træ, der i naturen kan blive over ti meter højt.

Figenblomsten og hvepsen den ikke kan undvære

Det, vi i daglig tale kalder en figen, er ikke en frugt, men en blomsterstand vendt indad. Botanisk hedder den et syconium: en kødfuld, næsten lukket struktur, hvor hundredvis af små blomster sidder på indersiden. Den eneste adgang er en lille åbning i toppen, ostiolet, der er tætpakket med skæl.

Ficus lyrata er enbo, altså med både han- og hunblomster i samme figen. Bestøvningen hviler på et af naturens mest specialiserede samarbejder. Alle figner bestøves af små hvepse i familien Agaonidae, og som hovedregel har hver Ficus-art sin egen hvepseart, der ikke bestøver andre figner (figweb). En befrugtet hunhveps, ofte kun få millimeter lang, presser sig ind gennem ostiolet, bestøver hunblomsterne og lægger samtidig sine æg i nogle af dem. Hendes afkom udvikler sig inde i figen, parrer sig, og de nye hunner flyver ud belæsset med pollen til den næste figen. Uden partnerhvepsen bliver der hverken bestøvning eller spiredygtige frø.

Inde i figen er hunblomsterne ikke ens. Nogle har lange grifler, som hvepsen ikke kan nå til bunden af med sin læggebrod, og de udvikler frø. Andre har korte grifler, hvor hvepsen lægger sine æg, og de bliver til galder, der huser larverne. Balancen mellem frø og hvepse er den pris, begge parter betaler for samarbejdet. Hunhvepsen mister ofte sine vinger, når hun tvinger sig gennem den snævre åbning, og dør inde i figen, når æggene er lagt.

Symbiosen er ældgammel. Figner og deres hvepse har udviklet sig sammen i titals millioner af år, i et af de tætteste gensidigt afhængige forhold man kender mellem en plante og et insekt (Machado et al. 2001). Det forklarer også en helt praktisk ting: partnerhvepsen findes ikke i Danmark eller andre steder langt fra artens hjemland, og derfor sætter en Ficus lyrata uden for troperne aldrig frø. Alle de eksemplarer, der sælges som stueplanter, er formeret vegetativt fra stiklinger eller aflæggere, ikke fra frø.

Slægten Ficus regnes som en nøglesten i mange tropiske skove. Fordi forskellige arter bærer figner på forskudte tidspunkter af året, er der næsten altid modne figner et eller andet sted, og de bliver en stabil fødekilde for fugle, flagermus og aber, når anden føde er knap. Til gengæld spreder dyrene frøene. For en hemiepifyt som Ficus lyrata er netop den spredning afgørende, for frøet skal helst ende højt oppe i en trækrone for at kunne spire det rigtige sted.

Fra sit vestafrikanske udgangspunkt er Ficus lyrata siden blevet en af verdens mest solgte stueplanter, værdsat for de store, grafiske blade. Men den plante, man køber, er kun ungdomsformen af et træ, der i naturen kan blive over ti meter højt og bære tusindvis af figner, som det aldrig når at danne i en stue.

Der findes ikke noget fast, alment udbredt dansk folkenavn for arten i vores data, og korrekt er under alle omstændigheder det videnskabelige navn, Ficus lyrata. På engelsk kaldes den fiddle-leaf fig efter netop det violinformede blad, der gør den så let at kende - og som er det eneste, de fleste nogensinde får at se af en plante, hvis egentlige blomstring foregår i det skjulte.

Kilder

• Warburg, O. (1894). Ficus lyrata. Via World Flora Online: https://www.worldfloraonline.org/taxon/wfo-0001084874
• Plants of the World Online (POWO), Kew. Ficus lyrata Warb. https://powo.science.kew.org/taxon/urn:lsid:ipni.org:names:853158-1
• GBIF Secretariat. Ficus lyrata Warb. GBIF Backbone Taxonomy. https://www.gbif.org/species/5361899
• figweb: Berg, C. C. & Wiebes, J. T. m.fl. Ficus lyrata (subgenus Urostigma, section Galoglychia). https://www.figweb.org/Ficus/Subgenus_Urostigma/Section_Galoglychia/Subsection_Cyathistipulae/Ficus_lyrata.htm
• Machado, C. A. et al. (2001). 60 million years of co-divergence in the fig-wasp symbiosis. https://pmc.ncbi.nlm.nih.gov/articles/PMC1559977/

Billeder

I appen

- dyrker denne plante

- har den på ønskelisten